Fotobaggrund til portrætter og modelbilleder – gør det selv billigt og mobilt
Posted on 28. juli 2017 in Tutorials, Udstyr | 0 comments
Loading...
Er du på udkig efter hvordan du let og billigt kan få en fotobaggrund til dit lille hjemmestudie, som ovenikøbet er mobilt?
Ja, så har du løsningen her, lav baggrunden på max 20 minutter, og det hele koster under 500 kroner.
Det skal du bruge:
- 1 tøjstativ fx. fra Jysk – pris 100 kr.
- 1 rullegardin, vælg mørklægning fx fra Ikea 195 cm høj og 140 bred – pris ca 149 kr.
- 2 x 2 meter rundstokke – købes i trælast eller byggemarked, typisk ca 30 kr. meteren, og ja du betaler for hele længden, ialt ca 150 kr. Husk at sikre dig at diameter på rundstokken passer til diameter til tøjstativ. Jysk tøjstativ er 22 mm.
- 2 klemmer (limklemmer 100 mm fundet i byggemarked til ca 20 kr stk.
Trin for trin sådan gør du:
- Først samler du tøjstativet, her kan det være en fordel hvis du har en der evt. kan holde det sammen når du samler det. Tøjstativet er ikke stabilt før tværstangen er sat på.
- Udskift de to stænger fra tøjstativet med rundstokkene
- Placer tværstangen i toppen, den fra tøjstativet, så bliver det hele stabilt
- Op på en stige og rul hele rullegardinet ud, hvilken side der vender ud ad bestemmer du. Jeg synes stofsiden er smartest her kommer der nemlig ikke reflekser når du bruger lys på baggrund eller motiv.
- Fastgør rullegardinet med de to klemmer i toppen
- Done – så er det bare med at tage billeder.
Du får hermed en mobilbaggrund, som du kan flytte rundt og/eller pakke sammen hvis du ikke har meget plads.
Den samlede højde med hjul og baggrund bliver ca 2,20 m., har du ikke så højt til loftet kan du selvfølgelig gøre rundstokkene kortere.
Tips til opbevaring
Jeg pakker det selv sammen fra gang til gang, og husker at rulle rullegardinet pænt sammen, og stiller det sted hvor der ikke kommer lys – så holder den sorte farve længere tænker jeg.